mandag den 28. februar 2011

En have er en gave...

- er titlen på den bog som min søde mand, havde med hjem til mig idag :o)

Nu er det ikke ligefrem ham der er læsehesten her hos os, så jeg tillod mig at kaste et  "lad-os-kigge-på-den-blik" og med proffesionel mine bladrer løst i bogen uden overdreven begejstring .... "hmmm...bladre-bladre... tjaaeee.... bladre-bladre.... måske ikk' så ringe endda.... bladre-bladre... nej, men se dog....!!" 

OK! I har nok gættet det, der gik såmænd ikke lang tid før interessen var vakt, faktisk var jeg kun nået til side 9 hvor følgende beskrivelse af et havemenneske stod beskrevet, hvilket bragte det store smil frem hos Fru Friis!

Klare kendetegn hos havefolket:

  • Altid sorte negle
  • Rifter op ad armene
  • Taler delvist latin
  • Graver noget ned, for at det skal komme op
  • Bruger komposterede hestepærer som gødning
  • Bytter små grønne spirer
  • Har havebøger på natbordet
  • Går direkte hjemkommet fra lufthavnen lige ud i haven
    - før vi går ind i huset med kufferten
  • Dresscode: handsker og gummistøvler

Lige bortset fra at vi ikke gør det så meget i lufthavne her i huset, så ved konen på titelbladet åbenbart hvad hun taler om, så nu vil jeg gå tidligt i seng, iført min nye havebog! Selvfølgelig først efter jeg har givet manden et "tak-for-den-dejlige-bog-kys"!!


Lisbeth Krapper: En have er en gave. Aschehoug 2005

lørdag den 26. februar 2011

Fru Klausens drivhus

Dem der følger med i min lille gruppe på facebook, Drivhusglæder,  har måske allerede set disse billeder, men jeg vil nu vise dem alligevel også med den skumle bagtanke at vende tilbage dertil i løbet af den kommende sommer.

Min datters venindes mor.... se det er fru Klausen! Fru Klausen er i besiddelse af en rigtig dejlig ægtemand, sådan en: "Sig-hvad-jeg-skal-bygge-skat" og vupti...!!!

Skal jeg være helt ærlig, så ved jeg selvfølgelig ikke hvor meget "vupti" der har været i det byggeri, men jeg syntes resultatet er blevet rigtig flot og fortjener at blive vist frem til inspiration for andre. Da jeg besøgte huset, manglede der stadig at blive færdiggjort enkelte detaljer, men så er der jo en god grund til at vende tilbage ;o)

Velkommen til Fru Klausens drivhus.
Siden jeg har været der, siger rygtet at den franske dobbeltdør er fundet og sat i.



Den ene gavl...



- og den anden gavl, med et dejligt lysindfald.


Smukke detaljer

Praktisk og samtidig hyggeligt.


Her kan både plantes direkte i jorden og i krukker.


Den dag jeg troppede op, var der dækket op til gæster.
Skønne omgivelser at inviterer til middag i.


Uhmmm.... :o)

Tak for kigget til hr. og fru Klausen,
og jeg håber stadig at jeg må vende tilbage til sommer :o)

onsdag den 23. februar 2011

Det slynger sig...

Jeg elsker slyngplanter! Der er noget frodigt og livskraftigt over planter der snor og strækker sig flere meter på en sæson og samtidig også har kræfter til at sætte et væld af blomster af til os.

I min have forsøger jeg mig med flere clematis og nogle slyngroser, desværre endnu ikke med den frodighed som jeg håber og ønsker mig.  To roser og to clematis blev plantet sidste sommer og skal derfor rigtig igang denne sommer. Andre clematis har jeg flyttet lidt rundt på og dermed sat dem noget tilbage, men igen håber jeg stadig på det helt store blomsterflor. Måske jeg også bliver nødt til at sætte mig lidt mere ind i bekæringens kunst på clematis, men der er jo heldigvis andre havebloggere samt litteratur nok at ty til, hvis jeg skulle kede mig! Jeg håber sandelig at jeg denne sæson kan fremvise fotos af ovennævnte...

I drivhuset forsøger jeg mig også frem, mest med sommerblomster men også med en rose. Da jeg besøgte Anne Just' have, faldt jeg for rosen "Alcymist" som Claus Dalby også skamroser, så den måtte jeg da eje og nu står den og venter på varmere tider til den kommende sæson, - spændende bliver det.

Hos Anne Just købte jeg også frø til en Skønranke eller Eccremocarpus
(- bemærk hvordan jeg slynger om mig med danske og latinske navne, hvilket alene skyldes at jeg fik det skrevet ned og endnu ikke har smidt lappen væk...). Det bliver interessant at se hvordan den arter sig.

Dette foto er lånt  fra "Bjarnes planter"

Sidste sommers slyngplanteforsøg var Rosenslynge og jeg fik da også nogle små planter, men de nåede aldrig at blive til noget stort i deres korte karriere. Heldigvis faldt jeg over et par Rosenslynge-fangarme på planteskolen og hjem i drivhuset kom den, til stor fornøjelse i Sæson 2, en rigtig dejlig plante.

 



Lathyrus og Pragtsnerle skal der selvfølgelig også være plads til både i drivhuset og i haven, dem går man bare ikke fejl af.

Den bliver jeg bare aldrig træt af...


- her i selskab med hvid lathyrus (- og Ikea's tørklædeholder...;o)

En pink variant kom der også.

Susanne - I ved... hende med det sorte øje - kiggede også forbi i en sæson, også et frodigt og udmærket bekendtskab!


Nu bliver det så snart tid for Klokkeranker! To sæsoner har jeg prøvet uden held og jeg orker egentlig ikke snakke mere om den, men da nu Claus Dalby har lovet at føre hans trofaste læserskare igennem et begynderkursus for klokkefår, bliver jeg jo nødt til at forsøge igen. Lur mig om ikke I kommer til at høre mere om det...

Til sidst lige et foto af hvad jeg mener er min New Dawn rose. Plantet da vi købte huset for 30 år siden og den har blomstret trofast siden,  indtil jeg fik den tanke at der ikke var plads til den, fordi jeg skulle lave højbed ved siden af det nye drivhus! Rosen havde dog det stærkeste rodnet og istedet for at bøvle mere med opgravning, lavede vi et rionet til den og så måtte det briste eller bære efter min skamfering (sorry - sorry - sorry!!!) Og hvad skete der.... tjaaeee... naturen er forunderlig!

Den blomstrer og blomstrer og ALDRIG mere vil jeg overveje at gøre den ondt!

 
Stor hilsen
 til alle jer dejlige slyngplanter ude i blogland
fra fru friis ;o)

tirsdag den 15. februar 2011

Hot or Not...

Fra min plads ved computeren, har jeg udsigt til haven med masser af sne og blæsevejr, og ikke mindst til "fugletræet" som er min japanske kirsebær der fungerer som velbesøgt fuglefoderplads. Jeg må sige at jeg finder det en smule deprimerende, at vi igen er vendt tilbage til hvide tilstande, men så er det at fotos fra varmere tider atter kan findes frem og der kan tænkes og planlægges til den kommende sæson. Hvad var "HOT" og hvad var "NOT" og lige nu er det drivhuset det handler om.

Tomater
Jeg er ikke overvældet over udvalget af tomater i almindelig handel, måske jeg ikke har set mig ordentlig for men oftest er der 3-4 måske 5 varianter og det er så det...! I år vil jeg prøve udelukkende at handle hos Gartneri Toftegaard, enten via nethandel eller måske vi tager en køretur derover, der kan man da tale om noget for enhver smag!
  • HOT er cocktailtomater, en fantastisk smag og en fin størrelse.
  • NOT er cherrytomater, de er ganske enkelt for små til mit temperament, (men når/hvis jeg engang bliver mormor, kan de komme ind igen ;o).
  • HOT er tomater med sjove farver, men det vigtigste er stadig at de har en god smag.
  • NOT er bøftomater fordi der ikke kommer ret mange tomater på planten, den skal åbenbart bruge krudtet på størrelsen af frugter.

Her er et lille udpluk af tomatudvalget i Sæson 2.
Cocktail:Aranka. Alm. tomat: Aromata. Stribet alm tomat: Tigarella. Bøftomat: Black Russian. Jeg havde også en gul ananastomat, men det var ikke nogen større succes.
Black Russian Bøftomat,
det er da en besynderlig men alligevel fascinerende skabning.
Agurker
En agurkeplante kan vist nemt dække vores behov, men det er jo svært når der dukker noget op som bare skal prøves. Sådan var det med Lemon Agurk i Sæson 2, som jeg endda selv såede og fik fine, frodige planter ud af, som kunne deles ud til dem der bare viste den mindste smule interesse.
  • HOT er alm. agurk men allermest skoleagurk,
    det er da smart at man lige kan gå ud og nuppe ½ agurk!
  • NOT er Lemon agurk, den er flot i salatskålen, men smagen er nøjagtig som almindelig agurk og skrællen er temmelig sej. Oveni er der rigtig mange kerner, det kan vist afhjælpes på en eller anden finurlig måde, som jeg ikke nåede at finde ud af.

Skoleagurk og Lemon agurk

Den er da fin, men ikke HOT i Sæson 3
Chili
Chilli er helt bestemt HOT og kræver et større studium. Jeg tror der går mange sæsoner, før de hotteste emner er fundet, der er simpelthen så meget der skal prøves. Chilistyrken måles på en skala fra 1-10, og vi vælger den gyldne mellemvej, en 5-6 stykker som så skulle være stærk uden at blive uspiselig.

Man kan dog ikke altid regne med skiltningen, den første sæson købte jeg en Chocolate Bell-Chili som skulle være en mellemstærk chilli. Den voksede sig så stor som peberfrugter og smagte ligeså mildt. Farven var chokoladebrun og så helt forrygende ud i salatskålen, derfor prøvede jeg at finde den igen sidste sommer, hvilket desværre ikke lykkedes. Finder jeg den i år vil jeg dyrke den som peberfrugt og ikke kalde den chili.

Udover de to viste chilier nedenfor, havde jeg også Jalapeno, som også var en succes.

"Large red cherry hot" - den var fin!
Ligner dem man kan købe syltede på glas, fyldt med ost.
Mine chili- og peberplanter blev slemt angrebet af lus, derfor de triste sort-fedtede blade.

Den her har jeg mistet navnet på, den startede som sort, så blev den grøn
og til sidst mørkerød. Den var også rigtig fin.


Tomatillo
Noget nyt skal der jo prøves og derfor faldt jeg for Tomatillo. En anderledes og fin frugt som smager frisk og ikke kan sammenlignes med så meget andet, men den kræver rigtig meget plads. Dels skal der to planter til for at bestøve hinanden og begge planter vokser for fuld kraft og fylder hurtigt alt for meget, ihvertfald i mit drivhus! Derfor er Tomatillo NOT i Sæson 3, men fin at have prøvet.

Her er vi tidligt på sæsonen og den har længe overhalet tomaterne.
Jeg fik aldrig taget fotos af frugterne, som ellers er rigtig fine,
men måske jeg var lidt muggen over at den mængede sig ud over alle bredder!
Forrest med de røde blomster er Ananassalvie.

Ananaskirsebær
Dette var en anden forsøgskanin, som egentlig også lykkedes ganske godt! Planten var frodig og gav rigtig mange fine frugter. Men - men... frugterne dryssede for et godt ord af planten. Måske var det ligesom min melonhistorie, de var modne uden at jeg havde fattet det! Jeg smagte både på dem der faldt af og dem der stadig hang hvor de skulle, og de smagte sådan set godt nok, men ikke helt så fyldige i smagen som "Bilka-modellen". Nogle lod jeg ligge i drivhuset for at modne videre, men syntes ikke det gjorde den helt store forskel. Så alt i alt en lidt blandet fornøjelse, derfor er ananaskirsebær dømt NOT i Sæson 3!

Masser af fine frugter, men "båb-båb" til smagsoplevelsen...

Dette var vist de største grupper i mit drivhus, ihvertfald af det der kan spises. Jeg har ganske vist ikke været omkring diverse krydderurter. Basilikum prøver jeg flere forskellige varianter af og sår mellem tomatplanterne. I denne sæson, tror jeg nu de skal have deres egne potter, og så kommer der hvidløg ind imellem tomater og chili, som foreslået af flere af jer i et tidligere indlæg.

Hov! Der er lige en plante til som skal nævnes fordi den skal forkæles i denne sæson, nemlig min blå vindrue! Den er absolut HOT! Første sæson voksede den vildt og inderligt og blev beskåret i december måned. Sæson 2 startede godt og den satte af til en enkelt klase druer, men den voksede meget langsomt. Da jeg besluttede mig for at høste min ene klase druer, var de temmelig sure... øøøvvvv.....!!
Måske den har stået lidt for trængt inde i hjørnet og skal måske forkæles med, hvad man nu forkæler en vindrue med...??? Er der nogen gode forslag?


Jeg ved altså ikke hvorfor jeg ikke tog et billede da druerne var modne.... hmmm....

Tak fordi du læste med,
næste indlæg vil handle om blomster i drivhuset.

torsdag den 10. februar 2011

Ses vi...?

Hvis ikke du allerede kender Geografisk Have i Kolding, så skulle du unde dig selv et besøg. Et rigtig godt sted at starte er til Plantemarkedet, som altid bliver afholdt Grundlovsdag, i år hedder det søndag den 5. juni. Haven tillader sig endda at kalde det Danmarks smukkeste plantemarked, og det mener jeg også godt de kan være bekendt!

De første par år jeg besøgte plantemarkedet, købte vi kun ganske få ting, fordi jeg ikke mente vi havde plads! I år er min største bekymring, hvordan jeg får det hele slæbt hjem for jeg har rigtig mange ønsker og glæder mig helt afsindigt til denne hyggelige dag, hvor der fristes, handles og man udveksler erfaringer med andre rare plantenørder.

Og hvis solen skinner (og selvfølgelig gør den det) behøver du ikke være bange for at at blive solskoldet på næsen, for omtalte legemsdel vender hele tiden nedad i div. planter hvor der skal nærlæses, røres, kigges og spørges!

Måske vi ses deroppe?  Hvis du støder ind i en midaldrende frue iført denne plantevogn, så er det bare mig og det kunne være rigtig hyggeligt at hilse på :o) Billedet fandt jeg på Claus Dalby's blog i september, og da han nu har haft ulejligheden med at fotograferer min plantemarkedsvogn, så skal den da også med her! I år må jeg nok hellere få manden til at bygge en lille trailer til den...




Jeg faldt tilfældigt over denne lille video på YouTube, som både viser noget fra haven og fra plantemarkedet.





Sæt X i kalenderen og måske vi ses!

onsdag den 9. februar 2011

Advarsel! Dette bliver ikke kønt...


Sarte sjæle skal måske overveje at stoppe læsningen her!

Okay...! Måske jeg overdriver en smule, men jeg håber sandelig ikke at alle indlæg i blogland skal være succeshistorier, for hvis det er tilfældet er min overskrift rigtig! Dette handler nemlig om:

 Mas med Melonerne!

I min drivhus-tidstabel var Sæson 1, sommeren 2009 og selvfølgelig skulle jeg også prøve at dyrke meloner, - hvor svært kan det da være...? Melonplante blev indkøbt (navnet_sorten er gået over i glemsel) og pensel til bestøvning af han- og hunblomster blev udvalgt.

Han- og hunblomster! Hvad er hvad?? Jeg anede intet om det, læste noget hist og pist, men alligevel blev penselbestøvning gjort lidt med hovedet under armen. Stor var min glæde da de første små, bitte meloner (bemærk flertal!) viste sig, og KÆMPESTOR var min skuffelse da de med en længde på 1½ cm, faldt af igen.

Endelig lykkedes det at fremdrive først én, og senere hele 3 meloner, som valgte at vokse og se sunde ud. Nu blev de indfanget i net, så de kære væsner ikke faldt til jorden før tid. En smuk tid var det og forventningens glæde var stor.

Nu vokser træer som bekendt ikke ind i himmelen, ej heller gjorde mine meloner. Hvornår var de modne? Jeg bankede, kiggede, følte og snusede men blev hele tiden enig med mig selv om liiiige at vente lidt endnu. En dag krakelerede skindet... er det nu?? Naarjjjj... jeg venter liiige lidt endnu, - men "pludselig" så den sådan ud:




Ja, ja!! Jeg kan godt høre hvad I tænker, og når jeg kigger på billederne undrer jeg mig også over min egen nølen, men historien er jo heller ikke slut endnu!

Jeg fandt et sted på melonen, hvor jeg kunne skære en skive ud, for smages det skulle den altså efter al den mas! Hvordan den smagte?? Absolut himmelsk! Fyldt med sommer, sol, vitaminer og grokraft. Helt forgæves havde det ikke været og erfaring høstede jeg da en smule af.

Hvis nogen sidder og tænker "- og hvordan gik det så i Sæson 2?" kan jeg fortælle, at jeg ikke høstede en eneste melon i sommeren 2010. Tror måske jeg havde lidt for løse håndled ved penselbestøvningen, eller hvad tror I? Jeg er dog stadig optimistisk og nu venter Sæson 3 derude, og jeg vil igen kaste mig ud i melondyrkningens kunst, for NU bliver det godt!

Gad vide om jeg er den eneste,
der har haft mas med melonerne?

mandag den 7. februar 2011

Sommerdyr...

Nogle gange, ja faktisk ret ofte, bliver jeg inspireret af at kigge på alle jeres dejlige fotos derude i blogland. Derfor håber jeg ikke nogen tager det ilde op, at jeg tyvstjæler en idé, eller vi kan også bare sige at jeg viderefører en god idé!

Sad og læste Viviks indlæg om sommerfugle i haven, og så hendes smukke billeder, og fik derfor lyst til at vise et par stykker fra min egen have. Noget skal vi jo lave, mens vi venter på stormvejr...


Zinnia med sommefugl


Humlebi i Claus-valmuen



Hjortetrøsten kan sommerfuglene slet ikke stå for...




Parringsdans på Agave i drivhuset...
Dette foto har jeg også vist på facebook,
og der fik jeg at vide at det er en blå mosaikguldsmed. Det lyder da flot :o)


Ha' en dejlig aften, og blæs nu ikke væk derude!
c",)

fredag den 4. februar 2011

Vinter med Solhat...

Det er først de sidste par år, jeg virkelig er gået igang med at fotograferer i haven. Ikke med noget proffesionelt udstyr, men måske det kan blive opgraderet med tiden.

Netop i denne vintertid, hvor alt ser mørkt og gråt ud derude, er det guld værd at sidde og kigge sine billeder igennem. Det er faktisk forbavsende hurtigt jeg glemmer detaljer derudefra og hvor skønt det hele egentlig er, når alting blomstrer. Der skal sandelig tages rigtig mange billeder i den kommende sæson.

Idag var det Solhatten jeg faldt i svime over. Jeg elsker simpelthen den plante, den er robust og blomstrer villigt hen over sommeren og der bliver plukket mange buketter ind af den. Solhatten er også så småt blevet et samleobjekt for mig, for den ene fine variant efter den anden, viser sig i handlen.


Her er den hvide Solhat, kommet i selskab med rose, dahlia og Mexicansk Solblomst.
 Jeg har lige siddet og leget lidt med mine sommerfotos med dette lille program som kan lave sjove fotocollage for dig. Vil man (som jeg) ikke betale, følger "reklameblokken" med i købet, men pyt...!
Der kan da godt fornemmes noget sommerstemning alligevel... ;o)





Jeg kan jo ikke tale mig fra at det stadig er februar og på denne tid er der gode chancer for at banke ind i en forkølelsesvirus, - jeg hader det!!! Så ved første kradsen i hals eller næse, kommer Solhatten mig igen til gavn og glæde: 30 dråber i et glas vand (eller saft), 3 gange om dagen, og borte er mine forkølelsessymptomer.... - jeg syntes altså at det virker...!!


Nå, nu endte dette næsten med at blive et reklameindslag eller var det blot lidt tanker omkring Solhat!?

Ha' en fortsat dejlig dag derude ;o)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...