søndag den 29. september 2013

Der ruller hoveder...

Her er travlt på matriklen,
og det betyder rod....




- og at der må rulle hoveder!




Trist - men nødvendigt...




Meeeennnn.....




- lidt smukt er det da også!









Har du også travlt 
med det store rokeringsshow...?




mandag den 23. september 2013

Tidens tand...

Jeg tør godt sige at jeg har Danmarks smukkeste rute, når jeg kører på arbejde. Vejen går langs fjorden, ind i skoven hvor den snor sig op af bakken og slutter lige der, hvor vej bliver til skovsti. Man kan ganske enkelt ikke komme længere, i hvert tilfælde kun på gåben!

Den nærmeste og eneste nabo er et velrenommeret hotel, ellers er vi kun omgivet af skov, med masser af besøg af skovens dyr.

Hotellet blev oprindelig bygget i 1911 og fungerede frem til 1960 som julemærkesanatorium for tuberkuloseramte børn. I 1960 blev stedet overtaget af Åndsvageforsorgen og fungerede som sådan frem til 1983. Altså et sted med masser af skæbnehistorier...

Men hvorfor fortæller jeg nu alt det?  Jo, nu kommer det...

I foråret lige inden træerne sprang ud i deres forårspragt, gik jeg langs en af gangstierne med udsigt ned i en slugt, hvor der sjældent (eller aldrig) går mennesker. Pludselig spotter jeg nede i bunden, noget der ligner en zinkbalje... Hvad laver den dog der, tænker jeg straks, det må undersøges!

Næste dag møder jeg lidt tidligere og forsvinder ned i dybet, kvikt nok udstyret med fotoapparat.




Ned i bunden kom jeg og fandt "min" zinkbalje. En sørgelig forfatning er den i, den har ligget her i rigtig mange år og består mest af huller. I første omgang lader jeg den ligge, men så vender jeg alligevel tilbage og slæber "det sølle skrog" med mig. 

På vej op igen kommer jeg til at se, at der gemmer sig andre ting i skovbunden. Betonklumper med rester af et trådhegn...






En zinkvandkande stikker også op af jorden, jeg måtte hive godt til for at få den frem i lyset. Bagefter fortrød jeg lidt at jeg sådan forstyrrede gravfreden, så den fik lov at blive liggende.





 Og så kom denne zinkspand frem, godt klemt sammen og vist ganske ubrugelig....




Min fantasi kørte på højtryk... Hvem havde efterladt disse ting? Var det en håndværker eller måske en gartner? Var det nogle af de børn eller unge mennesker der engang havde boet på sanatoriet? Tænk hvis man kunne hive historien op af spanden.

Historien får jeg aldrig, men nu bor spanden og zinkbaljen i min have. Så kan jeg selv digte videre på historien...

Zinkbaljen fik klippet det meste af den ene side og hele bunden af. Og nu fungerer den som plantebeholder for en ny clematis, som gerne må dække min vandbeholder.



Er det ikke et okay liv, efter alle de år i skoven...!?




Spanden blev pyntet med husløg og nu ligger den og smiler bredt på min (engelske) havesti og putter sig i hostadynen.






Jeg håber de to er glade for deres nye liv i min lille have... :o)


Inden jeg slutter skal I lige se et par billeder af endnu en frønnet "ting", nemlig en træstamme også hentet i den nærmeste skov, bare fordi den var smuk. I mit sidste indlæg viste jeg stammen lidt på afstand og Sussi (Sussinghurst) spurgte hvad det var for nogle rustne blikænder jeg havde gående der... derfor kommer et par nærbilleder!











Kære Sussie! De rustne blikænder er godt nok rustne men det er altså en fasanhøne med kyllinger og det rene blik er de ikke lavet af... men nu har du set dem!! ;o)


Det var alt for denne gang!
Haveknus fra mig... :o)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...