onsdag den 25. marts 2015

Mølleren & hans kone....

Endnu en plante som nærmest kom dumpende ind i min have, fordi jeg lod mig begejstre over dens brogede blade. Anede ikke hvad jeg købte og regnede vist mest med at det var en sommerblomst. (Du kan evt. læse om indkøbet her).

Men Mølleren og hans kone er skam et stabilt og meget produktivt ægtepar. Planten er fuldt hårdfør og de lange ranker sætter gladeligt rødder.

Mølleren startede med at bo over min vandtønde. Her hænger han så hele sommeren og danner et gardin. Da jeg fandt ud at jeg kunne tage aflæggere, røg de hurtigt rundt i haven.





Fx. denne store krukke, 
som var kommet alvorligt til skade...

Det kunne Mølleren & hustru, hurtigt camouflerer....








Her i et drænrør i maj måned.
Lige nu kan jeg gå ud og tage de aflæggere, som har nået jorden.



Og endnu en krukke med indbygget skade...



Også her er der aflæggere at hente.
Al det løv der hænger mellem top og bund, visner i vinteren.


Selv om Mølleren & hans kone sørger for at sætte masser af børn i verden, er det trods alt en flok som man rimelig nemt kan "revse" og sætte på plads. Derfor er familien Møller meget velkommen i min have, og jeg har planer i endnu en stor krukke.... men den historie må blive en anden dag.



Mølleren & Frue
siger tak for din opmærksomhed... ;o)



søndag den 22. marts 2015

Havens smukke bandit...

Jeg er ret vild med vortemælk.... altså plantefamilien Vortemælk (Euphorbia). Derfor faldt jeg også for et par år siden, pladask for en lille skønhed i familien, som hedder cypresvortemælk. Blød og lækker at røre ved, smukt løv og lysende grønne "blomster"stande.

Den kom hjem i haven og kærligheden var åbenbart gensidig, for den trivedes og snart kunne jeg dele både til mig selv og andre.


Allerede i det tidlige forår sender den sine små grantræer op af jorden. Sart lysegrønne og lækre med en tendens til mørke spidser.







Senere folder "blomster"standene sig ud i den klareste limegrønne farve som lyser glad og strålende i haven. Det er da ikke til at stå for...





Planten kan sagtens bruges i buketter, man skal dog tage sig lidt i agt for den hvide plantesaft som kan skabe hudirritation. Dog ikke noget, jeg har oplevet som et problem.

Når blomsterstandene bliver trætte at se på hen på sommeren, klipper jeg hele molevitten stærkt tilbage, hvorefter den blot sætter gang i nyt smukt løv som ligner bløde, små grantræer. Og sådan står den til frosten kommer forbi og siger slut for i år.






Men hvad var det så med den bandit.... tænker den opmærksomme læser! 

Hvad jeg ikke lige opdagede første og vist heller ikke andet år i haven, var de lumske rodskud. Pludselig gik det op for mig, at den sender temmelig lange rodskud ud i bedet, som dukker op langt fra moderplanten. 

Sidste sommer må jeg erkende at det gik så vidt, at jeg fik et øjebliks panikanfald over alle de små "kære" grantræer som dukkede op hist og pist. Derfor skriver jeg nu dette indlæg, for at minde mig selv om, at jeg skal ud og flytte "cypressen", som har møvet sig ind i min Hortensia Limelight. Nu skal den op og bo i en krukke. Derefter kan jeg forhåbentlig fjerne diverse vildfarne små banditter og gøre kort proces. 

Ud af haven skal den bestemt ikke, det er den alt for skøn til. Men lidt ordnede forhold i en krukke, må være alternativet til det kaos som jeg ellers kan se at banditten kan skabe.





Og sådan kan det gå
med kærlighed og kaos... ;o)









søndag den 8. marts 2015

Noget om gentagelser...

Blot et lille indlæg om noget af det der gentager sig og som vi bare går og venter på at det gentager sig...

Egentlig ville jeg skrive et indlæg med et helt andet indhold, men i min søgen i arkivet væltede det ud med sommer og sol... nå ja, så må jeg jo følge med og vise lidt fra sommeren 14 alt imens jeg G L Æ D E R mig til alle disse gentagelser.

At gå derude og være optaget og opslugt. At nyde farverne og frodigheden. At lytte til fuglekvidder og biernes travle summen. At ordne, flytte og regerer og være dejlig træt når dagen går på hæld.

Åh ja... lad endnu et forår og en sommer begynde, med deres velkomne og livsbekræftende gentagelser. Jeg er klar.


































Livet er en morgengave.
Sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have,
der står øller på mit bord.
Under himlen hænger lærken,
som et fjernt bevinget frø,
for en lærke tænker hverken 
på at kæmpe eller dø.

Her er fredeligt og stille.
Her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille
og et brev med pureløg.
Lad al verden slå for panden
og bekæmpe spe med spot.
Jeg vil enes med hinanden
og mig selv og ha' det godt.


Jeg ved godt at jeg har citeret Halfdan Rasmussen før, men han er igen en af de gentagelser jeg kan klare igen og igen. Indbegrebet af forår. 

Imorgen holder jeg fri, så der vil jeg i haven og snuppe et par gentagelser. 


Hyg jer derude med lige nøjagtig 
de gentagelser som I holder af.
:o)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...