mandag den 18. januar 2016

Armchair gardening, boganmeldelse og give-away...

Det er virkelig tid for frønethandel og hygge i sofaen med en god havebog. Biblioteket er frekventeret og et par bøger lå allerede herhjemme og ventede på en anmeldelse og på at komme videre ud i verden til et par af jer.






Grønne altaner og terrasser er sådan en rigtig hygge-have-billedbog. Sådan lidt som at læse et lækkert magasin. Man bladrer rundt og hapser ideer, som måske lige var den detalje der ville tage sig rigtig godt ud i sin egen have eller på terrassen. 

Forlaget skriver om bogen:

Alle små udendørs områder kan friskes op og forandres med den rigtige beplantning og styling. Find ud af, hvordan man med kreative løsninger og alternative idéer kan dyrke blomster, krydderurter, bær og grøntsager på meget lidt plads. 

Isabelle Palmer viser, hvordan du får mest muligt ud af den udendørs plet, du har til rådighed. Bogen præsenterer dig for smarte løsninger, genbrug af fx vinkasser og olivenoliedunke og et udvalg af planter, der kan mixes og matches, så de opfylder netop dit behov for enten pryd- eller køkkenhave. Uanset om du bor på stenbroen og blot har en lille altan eller blomsterkasse til rådighed eller måske har fået lov til at bruge et hjørne af din bygnings fælles tagterrasse til at skabe en hyggelig krog med duftende blomster og smukke læplanter, kan du med sikkerhed finde inspiration og overraskende løsninger, når Isabelle Palmer deler ud af sine tips og tricks til de fineste grønne oaser. 

Isabelle Palmer har skabt den succesrige netbutik The Balcony Gardener, som specialiserer sig i produkter til små byhaver. Hun har altid været en ivrig gartner og ønskede sig sin egen lille, grønne oase på sine små altaner, og hun startede senere netbutikken for også at kunne inspirere andre. Isabelle bor i London-bydelen Hampstead.

"Grønne altaner og terrasser" ryger fluks videre til Ulla som har en stor, dejlig terrasse midt på Nørrebro.  Mon ikke der kan barsles med en ide eller to...!?



Isabelle Palmer: Grønne altaner og terrasser
Forlaget Turbine
Udgivet på dansk 2015. Pris kr. 250,-




Den næste bog er heller ikke målrettet den erfarne og garvede gartner. Men lækker er den, og til den knapt så kyndige haveejer som gerne vil dyrke sine egne krydderurter og bagefter tilberede dem i eget køkken, er den en god starter. Det er en sjov ide at lade en gartner og en kok samarbejde om en havebog. Og så er der masser af lækre fotos til inspiration, specielt i køkken afsnittene.

Forlaget skriver:

"Krydderurter sætter prikken over i´et i enhver ret, og denne bog er frugten af samarbejdet mellem en gartner og en kok. Bogens første halvdel hjælper læseren i gang med dyrkningen af egne krydderurter, mens den anden halvdel er fuld af udsøgte kulinariske retter, hvor omdrejningspunktet selvfølgelig er brugen af friske krydderurter fra egen have.

Krydderurter er som regel nemme at dyrke, og da de ofte trives fint i krukker, er det et godt sted at starte for nye haveejere og folk, som ikke har så megen plads til rådighed. Selv med en beskeden arbejdsindsats kan man høste grønne, friske,sunde krydderurter til et væld af forskellige, lækre retter. Bogens opskrifter er udførligt beskrevet, og der er både gode, gamle kendinge og spændende nye variationer.

Det er nemt, sjovt og lækkert!"

Denne bog har jeg allerede lovet til Henriette, som har 80 m2 drivhus med det lækreste udekøkken. Jeg har oplevet hendes bugnende krukker med krydderurter, tomater i rækker og hendes evner til at trylle i et drivhuskøkken. Nu er der lidt ny inspiration at hente...


Lisa Baker Morgan & Ann McCormick: Lav din egen urtehave.
Forlaget Turbine.
Udgivet på dansk 2015. Pris kr. 249,-





Den sidste bog er en rigtig havegufbog for frøelskere. Den er fyldt med nyttig viden omkring fordele ved frøbytte, frøsamling og opbevaring, viden om frø og frøavl, frøkatalog, ordliste og om at oprette frøbanker. Jeg har svært ved at se, at der mangler noget om emnet i denne bog. Bogen er udgivet i samarbejde med Frøsamlerne i Danmark, det borger også for kvaliteten i min verden.

Samtidig er bogen også sådan lidt retrolækker. Trykt på noget der skal ligne gammeldags karduspapir med tapestrimler, men uden at det bliver popsmart. Der mangler bare de private notater hist og pist i denne frøsamlers bibel, men dem må du selv bidrage med. 

Forlaget skriver:
"Frøbytte handler ikke kun om at bytte frø: Hele processen fra såning til høst af hjemmedyrkede frø er fascinerende, smuk og givende. Bogen giver al den fornødne viden, så man bliver godt rustet til at begive sig ud til sit første
frøbyttemarked. Bogen Frøbytte giver desuden baggrunden for, hvorfor det er vigtigt, at vi vedbliver at bevare og udveksle frø, særligt lokalt. Der er også henvisninger til mange interessante foreninger og frøbanker til gavn for de frønørder, der vil deltage aktivt i det verdensomspændende arbejde med at bevare verdens frøarv."

Har du lyst til eje denne bog, så læg en bemærkning her på bloggen og du kommer med i lodtrækningen om en uges tid. 



Josie Jeffery: Frøbytte
Forlaget Turbine i samarbejde med Frøsamlerne i Danmark
Udgivet på dansk 2015. Pris kr. 250,-






Nu vil jeg tilbage under tæppet 
mens teen stadig er varm... ;o)




lørdag den 2. januar 2016

Hot nytår i Thyborønhabit...

Kære alle havevenner. 

Allerførst et stort og rungende GODT NYTÅR fra Frøboet. Må det blive fyldt med frodighed og blomstrende oplevelser. Og lad os fortsat dele vores haveinteresse på kryds og tværs, i vore egne haver, i besøgshaver og måske vi også er så heldige at mødes derude.




Nu er vi kommet på den rigtige side af nytår. Maven er lidt tung, bukserne strammer blot en smule og dagene er fortsat mørke og kolde. Men der sker altså et eller andet når vi når ind i januar. Der skal for alvor kigges efter frø, både i gemmerne og på nettet. Turen rundt i haven er en smule mere intensiv... har alle det godt og hvor meget sne og frost mon der kommer!? Men det lysner lige så stille derude, dag for dag og tanker om et langt og varmt forår, dukker naturligt op.

Et nyt haveår venter lige om hjørnet og jeg fik faktisk startet lidt idag. Naboens juletræ skulle pelses, til fordel for mine roser. Men det krævede også at jeg blev iført lidt vinterpels for at kunne være udenfor, og her kom mit seneste genbrugskup til ære og værdighed for første gang.





Her i huset kaldes dette antræk for en Thyborønhabit. Det håber jeg sandelig ikke, de tager ilde op i Thyborøn, for det er bestemt kærligt ment. Og praktisk og varm er den, så nu er der ingen undskyldning for ikke at kunne komme i haven på alle årstider. 

Roserne blev puttet med gran. Løg som jeg havde overset i skyndingen, lå på jorden og spirede - de er nu under jorden, hvor de hører til. Nogle primula som var blevet efterladt i en bunke på jorden, er også sat ned i deres rette element. Ganske vist er det kun små haveprojekter, men jeg fik frisk luft og D-vitaminer og haveåret er skudt igang!

Billeder blev der ikke så mange af, men jeg vender snart tilbage med nyt fra Frøboet.

Nytårshaveknus fra mig :o)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...